Lørdag d. 10. maj 2014 blev tre kunstværker afsløret på Farum Kaserne.
Kunstværkerne er skabt af tre studerende ved Kunstakademiet i København og de er resultatet af mange måneders hårdt arbejde, som tog sin begyndelse tilbage i 2012.
Her fik Kunstakademiet tilbudt tre store granitsten, der kunne indgå i undervisningsforløbet på skolen. Granitstenene var en gave fra Furesø Kommune og Grundejerforeningen Farum Kaserne og ideen var, at udvalgte elever på skolen kunne få lejlighed til at skabe nogle unikke kunstværker ud af stenene, der så efterfølgende skulle leveres tilbage til Grundejerforeningen og sidenhen opstilles på foreningens område.
Under mottoet ”Når samarbejde bliver til kunst” stod Furesø Kommune i spidsen for arrangementet og de tre kunstværker blev afsløret af Kulturminister Marianne Jelved, der var specielt inviteret til lejligheden. Direktøren for Statens Museum for Kunst og Rektor for Kunstakademiets Billedhuggerskole var også blandt gæsterne ved den velbesøgte begivenhed.
En stor tak skal lyde til Furesø Kommune for både planlægning og gennemførelse af arrangementet, som var meget vellykket.
Herunder kan du se billeder fra dagen.