2 indbrud på 2 uger – Lad os hjælpe hinanden!

Natten mellem onsdag og torsdag var der desværre igen et indbrud på området. Denne gang i Regimentsparken, hvor der ud over indbo også blev stjålet en bil fra carporten. Politiet mener, at tyvene kan have gjort brugt af ”dåse tricket”.

Det ligner måske en tilfældigt placeret øldåse eller anden ting i din indkørsel, foran hovedøren eller på din skraldespand, men i virkeligheden kan det være indbrudstyvenes sladrehank og et forvarsel om ubudne gæster. Politiet har konstateret at indbrudstyve flere steder lægger en tom øl- eller sodavandsdåse i en markant farve foran de huse og ejendomme, de er interesserede i. Tyvene sætter en dåse på trappen, ovenpå postkassen eller i indkørslen. Hvis den ikke bliver fjernet, tyder det på, at folk ikke er hjemme.

Hvis man ved, naboerne ikke er hjemme og kan se, nogen har stillet en tom øl- eller sodavandsdåse i indkørslen eller på trappen, så fjern den og hold ekstra øje med huset/opgangen.

Vinterferien står for døren, så grundejerforeningen vil opfordre alle til at hjælpe hinanden; fortæl din naboer/genboer, hvis du tager på ferie. Lav aftaler om at postkassen tømmes, huset/lejligheden besøges hver eller hver anden dag. Hold øje med tomme dåser og fjern dem straks, hvis I opdager dem – også hvis du ikke er bedt om at holde øje med huset/opgangen. Hvis du ser personer i området, som ikke hører til eller som opfører sig mistænkeligt, så spørg om deres ærinde eller tip politiet. På den måde sender vi et kraftigt signal til evt. indbrudstyve om, at vi er opmærksomme på uvedkommende og passer på hinanden på Farum Kaserne.

Comments are closed.